Når Ole Lund Kirkegaard dræber læselysten
Få ting kan folk op af stolene i litterære facebook-grupper som når der skal anbefales børnelitteratur: “Jeg vil gerne give mit barnebarn en bog, hvad kan I anbefale?”
Der kommer ofte hundredvis af svar, problemet er blot det meste er hvad de voksne selv husker fra de var børn. Selv de yngre voksne falder i fælden og anbefaler Harry Potter (skønt den ikke har behov for mere opmærksomhed), Skammerens datter og det deres forældre læste for dem. Der er langt mellem anbefalinger af nyere litteratur.
Forlagene genudgiver rask væk de børnelitterære klassikere i nye flotte indbindinger for de ved de sælger. Samtidig ser vi et fald i læselyst, mens bøgerne slås om børns tid mellem TikTok og efter-skoleaktiviteter og det efterlader en med spørgsmålet om hvorvidt voksnes insisteren på klassikere og børns fravalg af bøger måske ikke til en vis grad hænger sammen.
De gamle mastodonter havde bestemt deres berettigelse. De rystede opfattelsen af børnelitteraturen og gav mod og inspiration til nye forfattere. Nu er det nærmest utænkeligt at læse bøger uden handlekraftige og modige børn, men det er ganske vist at det engang så anderledes ud.
Vi holder krampagtigt fast i klassikerne og vi indkøber dem i stor stil til både biblioteker og hjem som har tiden stået stille de sidste 70 år, mens verden i realiteten aldrig har flyttet sig hurtigere.
Tiden er løbet fra bøger uden piger, uden repræsentation, med humor der bruger andres kroppe, navne og oplevelser som punchlines. Pippi er ikke exceptionel længere, nu er hun blot et barn som alle andre, vild, modig og udfordrer autoriteterne.
Måske er det på tide at pensionere fortiden og se fremad i stedet.
Vi kan godt lide at tale om klassikere og bøger man skal have læst – men det vi glemmer er at mennesker – og dermed børn og unge selvom vi nogle gange har en tendens til at kategorisere dem i en klasse for sig – er individer. Vi drages ikke af det samme – og i øvrigt skal skoler og daginstitutioner nok sørge for at børn og udsættes for diverse klassikere. Det betyder ikke at ingen betyder gider høre Otto er et næsehorn. Det betyder at ikke alle børn gider og at tvinge de børn og unge der ikke synes det er spændende til at læse det kan virke demotiverende for læsning. De vil forbinde læsning med noget kedeligt, noget der ikke er for dem.
