Om at nå dertil hvor man skal være

Jeg var en meget dygtig elev i folkeskolen, jeg elskede skolen, jeg elskede at lære, men jeg blev mobbet brutalt. Fysisk vold, ydmygelse, øgenavne, det hele. Jeg havde meget få venner, og jeg endte med en opfattelse af at det eneste jeg var værd var mit intellekt. Hele min identitet endte med at være klog og få gode karakterer. Jeg flygtede (bogstaveligt talt) på biblioteket hver dag og læste min vej ud af en ret uudholdelig skolegang.

Børn er børn, og de vil gøre hvad som helst for ikke at skuffe deres forældre eller gøre dem bekymrede, så jeg sagde aldrig noget. Desuden havde de voksne på skolen allerede lært mig at de ikke kunne eller ville ændre noget. I 6. klasse prøvede jeg at flytte skole, men når man også har invaliderende angst for forandring resulterede det i at jeg pjækkede fra skole i en uge og bad om at komme tilbage. Hellere det helvede jeg kendte end et nyt, der i værste fald var værre og i bedste fald stadig ukendt. I 2 år mere holdt jeg ud, men som jeg blev ældre blev jeg også mindre villig til at tolerere mobningen, hvilket resulterede i værre situationer. Jeg er lille af fysik, jeg havde ikke en chance mod teenagedrenge, der havde udset mig til at være boksebold og endelig flyttede jeg definitivt skole - og fik venner.

Nogle piger så af uransagelige (for mig) årsager mig som en der var noget værd for mig. Jeg faldt ikke på magisk vis ind i deres verden og passede ind. Jeg var stadig udenfor, ikke for dem, men for resten, men det var okay. Jeg var en del af deres verden og de af min og det gør ikke så ondt at være sær, når man bliver accepteret uanset. Vi drak vin på mit værelse og skrålede med på Phil Collins, som vi af en eller anden grund havde kastet al vores kærlighed på, dansede på sengen, røg cigaretter og var så tæt som i en hvilken som helst YA-roman.

Den ene gik en klasse under mig, og da det kom til at vælge 10. eller gymnasie valgte jeg og de to piger jeg gik i klasse med 10., så vi kunne følges alle sammen. Min dansklærer var i laser over den beslutning og mente, at jeg spildte mit liv, men skolen var ikke vigtig for mig længere på den måde. Der var mere i livet end at komme igennem på fast track lanen.

Vi startede på gymnasiet sammen - og pjækkede en del. Dårlige beslutninger blev taget, men det var ikke dårligt selskab. Vi var lige gode om det. Men det var også her, at min barndom begyndte at hale ind på mig, og jeg blev mere og mere deprimeret. Intet betød noget længere, jeg følte mindre og mindre og tog værre og værre beslutninger bare for at føle noget, bare for at se om jeg overhovedet levede. Og forsøgte flere gange at se om jeg ikke kunne ændre at jeg levede, heldigvis uden succes. Jeg gjorde alt for at destruere mig selv, fysisk, men også socialt og mentalt.

Mit fravær var tårnhøjt, jeg fik stadig gode karakterer i de fag jeg kunne snakke mig fra (når jeg dukkede op), men jeg var til mange mange samtaler - og til sidst stod jeg i 3.g og kunne blive færdig med de andre, fuldt pensum, jeg kunne givetvis komme igennem med nok skind på næsen til at få hue på - eller jeg kunne kaste håndklædet i ringen, sige det var en oplevelse, og starte forfra. Så det gjorde jeg.

Jeg sagde farvel til rektor og tog hjem uden at se mig tilbage. Jeg fik aldrig min hue, blå bog eller sagt farvel til min klasse. Jeg gik bare. De piger jeg var venner med var der stadig, men vi var løbende vokset hver sin vej, og det var okay. Ikke alle venskaber er for livet. Jeg så dem siden et par gange, men det var ikke det samme.

Min far kendte en på et hotel, som skaffede mig et job som stuepige og der arbejdede jeg resten af semesteret og sommeren og i august flyttede jeg til København uden et sted at bo og startede på VUC og tog gymnasiet forfra. Jeg kom på antidepressiver hos en læge, der dårligt kiggede på mig. Jeg havde to spiseforstyrrelser og skar stadig i mig selv. Jeg droppede pillerne igen, fordi det eneste jeg kunne var at sove og spise, og det kunne min spiseforstyrrelse ikke lide. Men langsomt fik jeg det bedre, ikke helbredt, ikke helet, men jeg lærte at leve med det.

Jeg fik aldrig hue på. Den betød intet for mig. Den veninde jeg lærte at kende på det studie købte en hvid cowboyhat med glimmer til mig og lejede en cykeltaxa til os og vi kørte rundt i byen. Jeg fik min første tatovering den dag, en sort kat (som jeg i min alkoholrus seriøst overvejede skulle have haft studenterhue på, men heldigvis droppede jeg den ide) og vi endte på Christiania. Jeg aner ikke hvordan jeg kom hjem.

Jeg havde ingen planer for fremtiden, men jeg så et jobopslag hvor et dansk tøjmærke søgte en sølger til deres consession i Magasin. Jeg søgte det og fik det. Så gik jeg videre til et herretøjsmærke og solgte habitter og slips i et år. Skiftede til et nyt dametøjsmærke, fordi der er utrolig lidt personalefordele ved at sælge herretøj, når man ikke kan passe noget af det - og så stod jeg der med en løn på 18.000,- om måneden, 37 timer om ugen, mange dage til 20 og tænkte at der måtte være noget jeg brændte for. Og i ren tegneseriestil gik der et lys op for mig: bibliotekar.

Jeg forlod min kasse, gik op i personalekantinen, hvor der var pc'er til rådighed og søgte: Hvordan bliver man bibliotekar?

Inden jeg gik hjem den dag havde jeg søgt ind på Danmarks Biblioteksskole, 4 måneder efter gav jeg min opsigelse og i september 2008 gik jeg ind på skolen for første gang, 5 år efter jeg droppede ud af gymnasiet inden eksamen i 3.g.

Min vej har ikke været lige, den har ikke været nem. Der er 1000 historier imellem linjerne, jeg ikke har fortalt, enten fordi de ikke kun er mine at fortælle eller fordi de lige præcis er mine. Nogle er jeg ikke klar til at fortælle og bliver det måske aldrig. Men det er vigtigt at fortælle (noget af) de skæve historier. Dem der viser at unge mennesker ikke er tabt, fordi de ikke uddanner sig med det samme. Jeg er personligt et klogere, mere reflekteret menneske, fordi jeg tog mig min tid. Jeg føler ikke, jeg har spildt min tid, mit liv. Der er masser af oplevelser, jeg gladeligt havde været foruden, de gjorde mig ikke stærkere, de ødelagde mig, og jeg er hvor jeg er på trods af dem, ikke på grund af, men jeg fortryder ikke, at jeg først startede på universitetet som 25-årig.

Uanset hvor du er, skal du nok nå dertil, hvor du skal være.